Matthias stirrede på Samir. Han ville sige noget. Et eller andet om, at Samir var en fucking tøsedreng, der gik rundt og fantaserede om at blive soldat, men ikke engang turde gå alene hjem fra klubben, når det var mørkt. Men ordene forsvandt.
Han husker alt for meget fra krigen, og det, han husker, får ham til at føle sig fremmed– og gammel.
Når Admir kigger på Hans Jørgen, synes han, at han ser den samme træthed i den gamle mands øjne. En træthed, der kommer af at huske for meget, som det ville være bedst at glemme.
Admir prøver at glemme krigen. Men da Hans Jørgen, som Admir er hjemmehjælper hos, en dag har sat flag på bordet, kommer fortiden tæt på for dem begge.